Hjemmestyre 1904

Island fik hjemmestyre den 1. februar 1904. Siden midten af det 19. århundrede, havde islændingene over for det danske styre krævet selvstyre. Island havde været under udenlandske konger siden 1262.

Under Hjemmestyret fik Island egen regering, i Island, i stedet for at blive styret langvejs fra af den danske regering. Islandsministeriet, der havde været beliggende i København, blev flyttet til Reykjavík, som det nye regeringsministerium. Reykjavík var nu hovedstaden i Island, centrum for magt, forvaltning og handel.

Det islandske parlament Altinget havde nu reel magt. Princippet med en parlamentarisk regering var blevet anerkendt, og der blev udpeget en islandsk indenrigsminister, der refererede til parlamentet, og ikke til en udenlandsk monark. Danskerne opretholdt imidlertid kontrollen med forskellige spørgsmål, såsom udenrigspolitiken.

Den første indenrigsminister hed Hannes Hafstein, en offentlig embedsmand og digter. Selvom han kun havde ringe erfaring med politik, så havde han vundet tiltro og respekt hos sine samtidige som fortaler for selvstændighed.

I sin tid som minister i årene 1904–1909 og 1912–1914 bestræbte han sig på at opretholde god kontakt til Danmark, og vandt tiltro hos mange betydende danskere, inklusive Kong Frederik VIII selv. Både som embedsmand og som person var han en fortrinlig mægler mellem de to lande. I tidens særdeles polemiske politik på hjemmefronten stræbte han efter at gøre tidligere modstandere til forbundsfæller.

Det 19. århundrede: Selvstændighedsbevægelsen

Islands første skridt på vejen mod selvstændighed var oprettelsen af det nye Alþingi i 1845. Det gamle Alþingi, der var trådt sammen hvert år på Þingvellir fra 930, havde gradvist mistet sin betydning under udenlandsk herredømme, og var endelig blevet suspenderet i 1798.

Det nye parlament havde ingen lovgivende myndighed. Det var simpelthen et rådgivende organ. Et ledende medlem af Alþingi var Jón Sigurðsson (1811–1879), en lærd mand, der arbejdede i København, og gradvist fremstod som lederen af den islandske selvstændighedbevægelse. Selvom han ikke levede længe nok til at opleve Hjemmestyret, hædres han den dag i dag som nationalhelt. Da den moderne islandske republik blev stiftet i 1944, blev Jón Sigurðssons fødselsdag, den 17. juni, valgt som indsættelsesdag, og Nationaldagen fejres hvert år den 17. juni.

Indtil 1848, var kongen af Danmark enevældig konge. Da enevældet blev nedlagt i 1848, måtte Danmarks regering og dens besiddelser reorganiseres. Islændinge krævede i Nationalforsamlingen i 1851 kontrol over alle sager, der skulle afgøres af parlamentet og vælgerne. De nægtede at underkaste sig de danske vælgeres og det danske parlaments myndighed, men de accepterede, hvad der var tilbage af kongelig myndighed. Danskerne afviste samtlige islændingenes krav. En lang kamp for selvstændighed var indledt.

I 1874 fik Island sin første forfatning: Alþingi fik lovgivende myndighed, mens den udøvende myndighed forblev i Danmark. Islandske anliggender blev behandlet af den danske justitsminister. Alþingis lovgivning var underlagt hans og kongens samtykke. De danske myndigheder var repræsenteret i Island ved en guvernør, der refererede til ministeren for Island i København. Islændingene arbejdede på at få en islandsk regering i Island.

I 1897 fremsatte danskerne et forsigtigt tilbud for at stille islændingene tilfredse: Hvis Alþingi accepterede fortsat dansk myndighed over interne islandske spørgsmål, ville en islandsk indenrigsminister, som sad i parlamentet, blive udpeget. Den førende kandidat til posten som minister var Valtýr Guðmundsson, som var akademiker og medlem af Alþingi, bosat i København. De såkaldte "Valtýrister" støttede dette forslag, men tilhængerne af Hjemmestyre nægtede at overveje noget som helst kompromis.

Forslaget om "Valtýr" blev vedtaget med et knebent flertal i parlamentet i 1901, men da gav en ændring i regeringen i Danmark tilhængerne af Hjemmestyret en mulighed for et gennembrud. Kongen havde efter langvarig modstand bøjet sig for princippet med parlamentarisk regering og udpegede som statsminister lederen af flertallet på venstrefløjen i det danske ting.

Hannes Hafstein blev sendt til København for at tale for sagen om Hjemmestyre, og inden længe stillede den danske regering sit forslag: En indenrigsminister for Island, i Island, og selvstyre i indenlandsspørgsmål. Hjemmestyre kunne kun indføres efter at det var blevet vedtaget af to på hinanden følgende parlamenter, og derfor blev det ikke en kendsgerning før i februar 1904.

Island sidst i det 19. århundrede

Da Island krævede selvstyre ved Nationalforsamlingen i 1851, var Island en nation med 60.000 indbyggere, der efter danske forhold levede en primitiv og forarmet tilværelse. Islændingene levede af landbrug og fiskeri som de havde gjort det i århundreder, og de havde minimal kontakt med omverdenen.

I løbet af det 19. århundrede steg befolkningstallet imidlertid og dermed produktiviteten. Der sejlede flere skibe til og fra Island, og der blev indført fri handel i 1854: Islændingene begyndte at tjene på eksport af forskellige handelsvarer, såsom levende får og heste, levertran og fremfor alt saltfisk. Fiskeriet blev øget og sejlfartøjer blev føjet til fiskerflåden, der hidtil havde bestået udelukkende af små robåde.

Overbefolkning var et problem i de landlige regioner, og i de sidste årtier af det 19. århundrede emigrerede mange islændinge til den Nye verden – de fleste af dem til Canada. Næsten hver femte islænding sejlede til mulighedernes land.

Islændingene arbejdede for politiske rettigheder, og ikke mindre energisk for økonomisk udvikling og nye muligheder. Islandske ledere fokuserede på en forbedring af samfærdslen, både med omverdenen og i Island: De prioriterede bygning af veje, broer og havne, og en sikring af regelmæssig skibsfart til og fra landet. De forestillede sig endda islandske jernbaner – som aldrig blev til noget!

Kultur og national bevidsthed

I islandsk kultur værdsættes de protestantiske værdier og hårdt arbejde højt, men også landets ældgamle litterære tradtioner. Mens få islændinge gik i nogen skole, krævedes det, at alle lærte at læse for at kunne blive konfirmeret, og mange lærte også at skrive. Læsestof, både gudeligt og verdsligt, fandtes i alle hjem, og digterne blev især respekteret.

Island var kendt i udlandet for landets litterære traditioner, især sagalitteraturen, der fortalte om de "Gyldne tider" i den gamle fristat (930-1262), og islændingene var stolte af deres særlige status i den europæiske litterære kultur.

Islændinge så sig selv som en nation, med egen enestående kultur, selvom deres danske overherrer ikke så let lod sig overtale til at være enige. Men kampen for selvstændighed blev aldrig til væbnet kamp: Islændinge førte pennen, og ikke sværdet og debatterede sig langsomt men sikkert frem til national suverænitet.

Hjemmestyre 1904-1918

Hjemmestyre-perioden, fra 1904 til 1918, var en begivenhedsrig tid i politisk, kulturel og økonomisk henseende. Island oplevede intet mindre end en teknologisk revolution: I 1904 kom Islands første trawler, den første automobil, og det første vandkraftværk. Íslandsbanki blev stiftet det år, og det åbnede nye muligheder for investering og udvikling. Fiskeriflåden blev hurtigt motoriseret, og der blev føjet mange trawlere til flåden. I 1906 blev der etableret telegrafforbindelse til omverdenen, og inden længe rådede landet over et telegraf- og telefonnet. Der blev anlagt veje og bygget broer. Reykjavík var ikke alene Islands hovedstad, den var også centrum for handel. Telegrafieventyret gjorde det nemmere at drive international handel. Med anlæggelsen af den fine havn blev Reykjavík Islands vigtigste havneby, og centrum for trawlerfiskeriet. Et prægtigt Nationalbibliotek (nu Kulturhuset) blev bygget i 1906 - 1908. Selvom Reykjavík blomstrede, svarede den stadigvæk for mindre end en femtedel af befolkningen, og mere end halvdelen af befolkningen levede stadig på landet. Byudviklingen var i sin barndom.

Selvom den første automobil kom til Island i 1904, var der næppe nogle veje på det tidspunkt. Det var ikke før efter 1918 at bilen begyndte at blive et realistisk transportmiddel i Island. Mekaniseringen havde endnu ikke nået bondegården, hvor hestene stadigvæk var overlegne. De var tidligere blevet brugt som pakdyr, men nu trak de vogne, plove og andre landbrugsmaskiner.

Under Hjemmestyret satte forskellige bevægelser deres præg på det islandske samfund: Handelsunionsbevægelsen begyndte at gøre sig gældende, og afholdsbevægelsen havde massiv tilslutning, hvilket førte til Forbudet i 1915. Ungdomsorganisationer sluttede op om en blanding af nationalisme og sundhedskultur.

Uddannelse var en forgangssag. Undervisningsloven fra 1907 sikrede alle børn fire års gratis skolegang – i tyndt befolkede områder blev eleverne betjent af vandreskoler og -lærere. Et lærerseminarium blev grundlagt i 1908. I 1904 blev Den lærde skole, der havde uddannet tilkommende præster og jurister, omlagt så den tilbød en bredere moderne uddannelse og blev kaldt Reykjavík gymnasium. Islands universitet blev grundlagt i 1911. Kvinder havde adgang til både gymnasiet og Islands universitet, og i 1915 var islandske kvinder blandt de første i verden til at få stemmeret.

Fra Hjemmestyre til selvstændighed

Hjemmestyre og de mange nye nye strømme, der fulgte, styrkede islændingenes tiltro og forhåbninger. Inden længe blev emigrationen til Den nye verden indstillet. Islændingene så deres eget land som mulighedernes land. Selvom Hjemmestyret var blevet hilst velkommen af islændingene, betragtede de det simpelthen som et skridt på vejen til selvstændighed. Danskerne var ikke villige til at overveje yderligere afgivelse af magt, men islændingene nægtede at bakke.

Island var ikke direkte involveret i Første Verdenskrig, men på det tidspunkt, da fredsaftalen blev indgået i 1918, havde stemningen i Europa vendt sig til fordel for små nationers selvstændighed, og Island var en af de mange nye stater, der dukkede op i det nye Europa. Den 1. december 1918 blev Island en suveræn stat, det islandske kongedømme, som kun havde monarken til fælles med Danmark. Seksogtyve år senere, i 1944, da Anden Verdenskrig rasede i Europa og Danmark var under tysk besættelse, blev den moderne islandske republik grundlagt, hvilket markerede slutningen på syv århundreders fremmed herredømme.